Spring videre til hovedindholdet

Oversigt over alle systemopgaver

Oversigt over alle systemopgaver Likvido opretter — disse oprettes kun, når der kræves en reaktion fra dig.

Likvido tildeler løbende systemopgaver, som skal løses. Opgaverne opstår enten på baggrund af kontoens indstillinger eller fordi en aktiv sag mangler en reaktion.

Vi opretter kun opgaver, når der er behov for handling — aldrig blot for at gøre opmærksom på noget. Det er derfor en god tommelfingerregel at stræbe efter en tom opgaveliste.

Vigtigt om systemopgaver

Klik altid på "Vis" ud for opgaven. Uanset hvad opgaven hedder, skal du klikke på "Vis" ud for den i opgavelisten, før du kan tage stilling til den – fx starte, godkende, afvise eller lukke. Valgmulighederne vises først, når du har klikket på "Vis".

Modsat personlige opgaver, som en medarbejder kan lukke direkte, kan en systemopgave kun lukkes ved at løse den underliggende årsag. Mangler Likvido f.eks. svar på en indsigelse, forsvinder opgaven først, når indsigelsen er besvaret.

Opgaven kan også forsvinde, hvis den bliver løst på anden vis. Har du f.eks. en opgave om "Godkend opstart af rykkerflow", og fakturaen modtager en fuld betaling, forsvinder opgaven automatisk.

Liste over systemopgaver

Afventer beslutning om fogedret

På nogle aktive inkassosager bliver du bedt om at tage stilling til, om sagen skal sendes i fogedretten. Klik på "Vis" ud for opgaven i opgavelisten. Så åbner et vindue med en oversigt over sagen, hvor du vælger, om sagen skal sendes i fogedretten eller fortsætte udenretligt. Accepterer du, koster det 1.500 kr. ex. moms, inkl. retsafgift på 750 kr., og når der kommer betaling i sagen, tager Likvido desuden 10-20 % af hovedstolen + moms afhængigt af dit Likvido-abonnement. Fogedretten behandler kun krav under 100.000 DKK - større krav kræver en advokat.

Afventer godkendelse af opstart

Hvis kontoen er opsat til kun at udsende rykkere (ikke fakturaer), oprettes denne opgave, når dine regler for godkendelse af opstart matcher en uopstartet faktura. Klik på "Vis" ud for opgaven for at acceptere eller afvise opstarten.

Bemærk: Afviser du, spørger systemet ikke igen. Sagen skal manuelt opstartes under Import fra regnskabsprogram.

Denne opgave oprettes kun, hvis du har en integration til et regnskabsprogram.

Godkend inkassoflow

Når en faktura har afsluttet et rykkerflow, opretter systemet en opgave for at tage stilling til, om sagen skal sendes til inkasso.

Klik på "Vis" ud for opgaven. Her kan du vælge:

  • Start: Sender sagen til inddrivelse med inkasso.

  • Luk: Afslutter fakturaen i Likvido.

Inkassosager startes ikke automatisk. Hver sag sendes ind enkeltvis og vurderes manuelt af Likvido, så du skal altid tage stilling til opgaven.

Godkend rykkerflow

Hvis en faktura er udsendt gennem Likvido, og du har aktiveret Bed om godkendelse for opstart af rykkerflow under dine indstillinger, modtager du denne opgave, når fakturaen ikke er betalt til tiden. Klik på "Vis" ud for opgaven for at tage stilling til den.

Indsigelse afventer svar

Modtager Likvido en indsigelse fra debitor under inkassoforløbet, skal vi høre din reaktion og typisk have dokumentation for kravet uploadet. Klik på "Vis" ud for opgaven for at svare.

Ingen matchende kampagner

Opgaven oprettes, hvis du opretter en faktura, som ikke matcher nogen af dine kampagner. Fakturaen kan enten være oprettet via fakturabyggeren (uden integration) eller importeret fra regnskabsprogram (med integration).

Eksempel: Din konto har ikke en kampagne for svenske kunder, men du opretter en faktura til en svensk kunde. Systemet beder dig oprette en matchende kampagne, hvorefter du kan genstarte fakturaen.

Kommunikation kunne ikke leveres

Hvis kommunikationen (e-mail, EAN-besked) ikke kan leveres — typisk på grund af forkerte oplysninger — stopper systemet fakturaen og beder dig opdatere kundens oplysninger.

Alternativt kan du aktivere brug af fysiske breve. Det er ikke aktiveret som udgangspunkt, da det har en pris.

Mangel på kontaktinformation

Oprettes, hvis du har en faktura uden kontaktinformationer — typisk når kunden hverken har e-mail eller EAN, og du ikke har aktiveret brug af breve. Løs opgaven ved at opdatere kunden eller din kampagne.

Pauset faktura

Du har pauset en faktura uden automatisk opstart via Pause-funktionen. Gå ind på sagen og aktivér den igen for at løse opgaven.

Ændring af flow for inkasso

Hvis det ikke lykkes Likvido at inddrive det skyldige beløb efter det udenretlige forløb, bedes du tage stilling til, hvad der skal ske. Opgaven hedder fx "Beslut hvad der skal ske med inkassosagen?". Klik på "Vis" ud for opgaven i opgavelisten. Så åbner et vindue, hvor du først ser en oversigt over sagen og derefter vælger én af tre muligheder:

  1. Tag sagen i fogedretten.

  2. Flyt sagen til overvågning.

  3. Luk sagen.

Fogedretten behandler kun krav under 100.000 kr. Sagen lukker ikke på grund af beløbet.

Reagerer du ikke inden 30 dage, flyttes sagen automatisk til overvågning. Bemærk: En sag, der har været i fogedretten og er overgået til overvågning, kan ikke genstartes som en ny inkassosag - vi fortsætter ud fra fogedrettens resultat. Vil du lukke eller trække en sag i overvågning tilbage, så kontakt os; det koster altid 20 % af hovedstolen + moms. Reglen om 30 dage gælder kun denne opgave - brydes en afdragsordning, genoptages inkassosagen.

Besvarede dette dit spørgsmål?